Du har måske hørt betegnelsen ”den danske model”, men hvad dækker begrebet over?
Den danske model har en historie, der går mere end 100 år tilbage, og i løbet af de mange år, har den også opnået international anerkendelse, hvor den blandt andet refereres til som ”flexicurity”, et navn der henviser til den fleksibilitet det giver arbejdsgiverne, at de let kan afskedige medarbejdere, kombineret med den sikkerhed det giver medarbejderne, at de som ledige har sikkerhed for at opretholde et vist lønniveau.
Hvad er den danske model?
”Den danske model” er navnet på den måde det danske arbejdsmarked er organiseret på. Et helt centralt element i den danske model er, at de aftaler der frivilligt indgås mellem arbejdsgiverforeninger og fagforeninger.
Den danske model er særligt karakteriseret ved den høje dækning af overenskomster. Modsat mange andre lande har den danske arbejdsstyrke traditionelt været organiseret i fagforeninger samtidig med at en stor andel af arbejdsgiverne har været organiseret i arbejdsgiverorganisationer, og at det er de parter, der indgår kollektive aftaler om overenskomster. Hvis parterne ikke kan komme til enighed, afgøres stridsspørgsmål om overenskomstforhold enten via faglig voldgift eller gennem en sag i Arbejdsretten.
Fordi vi har en tradition for frivillige aftaler mellem partnerne, betyder det, at vi ikke har en reel lov om minimumsløn i Danmark, og ligeledes er der meget lidt lovgivning, der regulerer arbejdsmarkedet i Danmark.
Hvis det er nødvendigt, kan regeringen indkalde til trepartsforhandlinger mellem arbejdsgiverorganisationerne, lønmodtagerorganisationerne og regeringen. Den slags forhandlinger bliver oftest brugt til at indgå større kompromiser, der ofte hænger sammen med samfundsudviklingen.
En af de væsentligste forudsætninger for den danske model er dagpengesystemet, der bygger på Dagpengeloven af 1907 og den høje offentlige dækning af lønnedgang ved ledighed og sygdom, hvilket gør, at selv ledige danskere kan deltage i luksusforbrug som på udsalgsdage som Black Friday.
Men samtidig er der også en lang række andre forhold, der adskiller sig fra andre lande i EU. Blandt de forhold er den høje erhvervsdeltagelse blandt kvinder, det frivillige medlemskab af arbejdsløshedskasser, at størstedelen af lønnen ikke er centralt fastsat, men afhænger af ordninger på den enkelte arbejdsplads, og at ansættelsesbeskyttelsen i Danmark er væsentligt mindre end i andre lande.
Overordnet set bygger den danske model på tre dele:
- Trepartssamarbejde
- Kollektive overenskomster
- En høj grad af organisering
Hvad er trepartssamarbejdet?
Trepartssamarbejdet henviser til samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter, særligt når der skal forhandles eksempelvis overenskomster. De tre parter udgøres af staten, arbejdsgiverforbundene og arbejdstagerforbundene. Dette samarbejde er en integreret del af beskæftigelsespolitikken.
Udover selve beskæftigelsespolitikken samarbejde de tre parter også, når det kommer til lovgivning der vedrører eksempelvis arbejdsmiljø, jobformidling og arbejdsløshedsforsikring.
Alle lovforslag der berører arbejdsmarkedet skal sendes i høring hos de tre parter, inden de kan vedtages af Folketinget.
Hvad betyder de kollektive overenskomster?
I Danmark fastsættes og reguleres løn og arbejdsvilkår igennem kollektive overenskomster. Staten undgår indblanding i denne regulering, så vidt det er muligt, og arbejdsmarkedets parter er i stand til at løse problemerne hinanden imellem. Dette er et særkende for det danske arbejdsmarked.
At reguleringen af løn- og arbejdsvilkår foretages gennem kollektive overenskomster forudsætte en stærk repræsentation i organisationerne, samtidig med at begge parter skal udvise en stor ansvarlighed, når det kommer til de aftaler, de indgår.
I en hvilken som helst overenskomstforhandling udgøres arbejdstagersiden af en sammenslutning af lønmodtagere. Denne sammenslutning ses oftest i form af fagforeninger. På arbejdsgivernes side kan det dog både være den enkelte arbejdsgiver, der går til forhandlingsbordet, men det kan også udgøres af en arbejdsgiverorganisation.
Fordelen ved de kollektive overenskomster er, at arbejdsmarkedets parter er hurtigere til at tilpasse aftalerne indenfor den enkelte branche eller virksomhed, end staten er. Det betyder også, at parterne i højere grad selv er med til at fastsætte de vilkår, de skal operere under, hvilket også betyder, at de ofte er lettere at acceptere.
Hvad betyder den høje organiseringsgrad?
Et andet særkende ved den danske model er den høje organiseringsgrad, men hvad betyder det, at vi har en høj organiseringsgrad på det danske arbejdsmarked?
For at den danske model overhovedet skal kunne fungere, er det ekstremt vigtigt, at så mange arbejdstagere som muligt er organiseret, men dette gælder faktisk også på arbejdsgiversiden. Det kan på sin vis sammenlignes med demokratiet. Jo flere der deltager aktivt i demokratiet, jo bedre bliver det.
I 2010 var mellem 67 procent og 68 procent af de danske arbejdstagere medlem af en faglig organisation. Selv hvis man kun medregner de overenskomstbærende fagforeninger er tallet oppe på 61 procent. Med overenskomstbærende fagforeninger menes der de fagforeninger, der har størstedelen af medlemmerne på et givent område. Og selvom det sammenlignet med andre lande er en meget høj organiseringsgrad, så er organiseringen i Danmark faktisk dalende. I 1995 var organiseringsgraden i de overenskomstbærende fagforeninger nemlig helt oppe på 71 procent. Så indenfor en 15-årig periode er organisationsgraden altså dalet med 10 procent.
Hvad er baggrunden for den danske model?
Baggrunden for den danske model ligger i Septemberforliget fra 1899, hvor DA (Dansk Arbejdsgiverforening) og LO (Landsorganisationen i Danmark) indgik et forlig omkring reglerne for det danske arbejdsmarked. Septemberforliget danner grundlag for Hovedaftalen, og i Septemberforliget anerkendtes arbejdsgivernes ret til at ledelse og arbejdsfordeling.
Udover den ret indeholdt forliget en række reguleringer for hvordan overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter skal indgås og opsiges. Ligeledes formuleredes reglerne for konflikterne, hvilket også inkluderede sympatistrejke og sympatilockout.
Hvad er Hovedaftalen?
Når man taler om den danske model, er det næsten umuligt at komme udenom Hovedaftalen. Hovedaftalen er den aftale, der er indgået mellem hovedorganisationerne – altså henholdsvis Fagbevægelsens Hovedorganisation (tidligere Landsforeningen i Danmark) og Dansk Arbejdsgiverforening.
De to hovedorganisationer har vedtaget en lang række regler for, hvordan forholdet mellem arbejdsmarkedets partner skal struktureres på det danske arbejdsmarked.
Hovedaftalen indeholder blandt andet regler om følgende områder:
- Arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet
- Retten til kollektivt organiserede kampskridt som eksempelvis strejker, blokader, sympatikonflikter, lockout og boycut
- At det ikke er lovligt at foretage arbejdsstandsninger, når der stadig er en gældende kollektiv overenskomst
- Regler for afskedigelse af arbejdstagere
- Overenskomsternes varighed og regler for deres opsigelse
- Brud på overenskomster, der skal indbringes foran Arbejdsretten.
Ovenstående artikel er skrevet sammen med Oplevelsesgaver.