Koret Gangstativerne bød velkommen på konferencen. (foto: European Commission Audiovisiual Services).
Danmark varetager formandskabet for EU i første halvår af 2012. Derfor mødtes en lang række deltagere fra de europæiske lande den 18.- 19. januar i Bella Centret for at lancere EU-året.
Det hele begynder med et miks af gråt hår, støttestrømper og Nik og Jay, da koret Gangstativerne synger dørene åbne til konferencesalen. Koret, som har en gennemsnitsalder på 86, synger og rapper pop-drengenes hit, En Dag Tilbage. ”Lev, mens du gør det, elsk, mens du tør det”, synger de klare stemmer og skaber et levende billede på dagens emne, aktiv aldring. Lev, mens du gør det.
Udfordringer og muligheder
Blandt deltagerne sidder repræsentanter fra hele Europa, som er kommet for at høre den nyeste viden om, hvordan vi griber fremtidens demografiske udfordringer an.
På konferencen blev der sat fokus både på de udfordringer og de muligheder, som aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne indebærer for den enkelte og for samfundet. Konferencens gennemgående tema var innovation - og innovative løsninger og en række indlæg viste gennem gode eksempler, hvordan man i de europæiske lande arbejder med aktiv aldring.