Den 19. januar blev året for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne lanceret for et dansk publikum. På konferencen drøftede deltagerne, hvordan vi skaber de bedste rammer for aktive ældreliv i Danmark.
Social- og integrationsminister Karen Hækkerup indledte dagen. Derefter satte en række oplægsholdere tingene blev i perspektiv, punkterede myter og lancerede masser af ideer til, hvad ældre selv kan gøre for at forblive aktive længst muligt. Og hvad yngre kan gøre - inden de selv bliver ældre.
Vi lever længere
Den gode nyhed er, at levealderen er steget og at en stor del af danske ældre har et godt helbred. Jørn Henrik Petersen fra Center for Velfærdsforskning satte tingene på spidsen ved at påpege, at hvis man trækker sig tilbage som 60-årig, har man næsten 30 år på pension foran sig. Og det mener han ikke hænger sammen. Hverken for den enkelte eller for samfundet.
Ikke nok med at vi lever længere. Nye ældregenerationer har også bedre helbred og er mindre nedslidte end tidligere, understregede direktør i Sundhedsstyrelsen Else Smith. Men de ældre, som har behov for pleje, bliver ikke glemt. Sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Ninna Thomsen fortalte om kommunens reformprogram, som bl.a. vil erstatte passiv hjælp med aktiv hjælp, der støtter den enkelte til at holde sig både fysisk, mentalt og socialt aktiv. For uanset alder er der livskvalitet i at være fri og uafhængig af hjælp fra andre.
Brug for alle
Målet kunne være et samfund, hvor det handler om funktionsevne og ikke om den kronologiske alder. Der fx giver ret til både mimrekort og rabatter, selvom befolkningsgruppen mellem 60 og 70 år sammenlignet med alle andre har den bedste økonomi. Det er ikke synd for de ældre, påpegede Jørgen Duus Hansen. De er snarere pjaskforkælede.
Og der er brug for de aktive ældre, fortalte administrerende direktør for SBK Scandinavia John Hermansen, der i mange år har beskæftiget sig med seniorer på arbejdsmarkedet. Virksomhederne har brug for de erfarne medarbejdere. Ikke mindst i udkantsområderne, hvor en stor del af de unge flytter væk. Desuden vil de ældre medarbejdere også gerne blive. Især hvis de sammen med arbejdsgiverne får aftalt en god balance mellem job og fritid.
Fungerende minister for Sundhed og Forebyggelse Pia Olsen Dyhr afsluttede konferencen med at slå fast, at ældre er en ressource. Nu handler det om at skabe de rigtige rammer og flytte fokus fra problemer til muligheder.
Beskæftigelsesministeriet, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, samt Social- og Integrationsministeriet arrangerede konferencen.