Som led i udmøntningen af aftalen om flere unge i uddannelse og job skal unge under 30 år med dårlige læse- og skrivekundskaber, og som ikke har en ungdomsuddannelse, læse- og skrivetestes, hvis de har behov for det.
Af aftalen fremgår det, at der i forlængelse heraf er afsat 25 mio. kr. i hvert af årene 2010-2013 til en pulje, hvorfra der kan udbetales tilskud til kommunerne, således at jobcentrene sikres gode rammer for at kunne tilbyde unge opkvalificerende læse-, og skrivekurser i form af et FVU-læsningsforløb samt opkvalificerende kurser i matematik i form af FVU-matematikforløb. Målgruppen for kurserne er unge under 30 år, som ikke har en ungdomsuddannelse. Midlerne vil blive fordelt efter et først-til-mølle princip. Puljen er på finansloven for 2010 opført på konto 17.46.27.30. Opkvalificerende læse-, skrive- og regnekurser.
Puljen vil på baggrund af målgruppens størrelse blive fordelt til de fire beskæftigelsesregioner, der på baggrund af ansøgninger fra kommunerne vil give tilskud til at understøtte jobcentrenes tilbud om opkvalificerende læse-, og skrivekurser.
Der åbnes for ansøgninger pr. e-mail onsdag den 20. januar 2010 kl. 12:00. Ansøgningerne sendes til Beskæftigelsesregionerne. Ansøgninger, der modtages før denne dato, vil ikke komme i betragtning.
De nærmere tilskudsvilkår, herunder ansøgningsskemaer og rammer for udmøntning af puljen vil blive offentliggjort på Arbejdsmarkedsstyrelsens og beskæftigelsesregionernes hjemmesider primo januar 2010.