Your noscript content

Forsøg 1: Forsøg med uddannelse i forbindelse med ansættelse - Arbejdsmarkedsstyrelsen

ForsideVidenPolitiske aftalerMålretning af aktiveringsindsatsenForsøg 1: Forsøg med uddannelse i forbindelse med ansættelse

Forslag 1: Forsøg med uddannelse i forbindelse med ansættelse i ordinært arbejde

Problem:
Den nuværende lovgivning giver mulighed for, at arbejdsgivere kan få tilskud til opkvalificering i forbindelse med ordinær ansættelse af ledige, der har en vis forudgående ledighed.

Det har vist sig, at ordningen ikke benyttes i særligt stort omfang. Årsagen er muligvis, at betingelserne for at anvende ordningen er for restriktive og ufleksible og måske også for komplicerede.

Det ønskes derfor afprøvet om en mere enkel tilskudsordning vil medføre, at arbejdsgiverne i højere grad ansætter ledige, selvom de ikke har alle de ønskede faglige kvalifikationer.

Forslag:
For at få afprøvet en enklere tilskudsordning iværksættes et forsøg, hvor betingelserne forenkles, lempes og gøres mere fleksible. Samtidig gøres der en særlig indsats for at informere om ordningen.

Forsøget omfatter faglærte og ufaglærte ledige samt ledige med en forældet uddannelse.

En ledig, som er dagpenge-, kontant- eller starthjælpsmodtager skal have haft mindst 3 måneders forudgående ledighed for at kunne indgå i forsøget. De gældende ”tælleregler” anvendes, dvs. at der for dagpengemodtagere skal være tale om sammenlagt ledighed og for kontant- og starthjælpsmodtagere om sammenhængende ledighed.

Der etableres en øget fleksibilitet for det konkrete opkvalificeringsforløb, således at uddannelsen ikke behøver at blive afholdt i forbindelse med, at ansættelsen påbegyndes, og indholdet af uddannelsen også kan fastlægges senere. Ved ansættelsen er det tilstrækkeligt, at virksomheden og jobcenteret aftaler en ramme for uddannelsen. Uddannelsesforløbet skal købes af en ekstern udbyder, dvs. der må ikke være tale om et uddannelsesforløb, som virksomheden selv foranstalter.

Et uddannelsesforløb må vare 6 uger.

På initiativ af beskæftigelsesregionerne og i samarbejde med jobcentrene igangsættes en kampagne rettet imod medarbejdere og ledelse i jobcentrene og hos andre aktører. Kampagnen har til formål at fremme de virksomhedsrettede aktiviteter og målrette aktiveringsindsatsen mod områder med gode beskæftigelsesmuligheder.

Forsøget skal være landsdækkende og vare i 3 år med årlige vurderinger af økonomien og resultaterne i forsøgsperioden. Aftalepartierne orienteres om de årlige vurderinger af økonomien og resultaterne. Ved afslutningen af forsøgsperioden laves en samlet evaluering af forsøget.

Forsøgsperioden varer fra 1. august 2009 til 1. august 2012.

Økonomiske konsekvenser:
Omkostningerne til forslaget vurderes at være ca. 10 mio. kr. årligt.