Arbejdsgivere har pligter i forhold til sygemeldte. Men de har også en række muligheder og hjælpeværktøjer.
Hensigten er at understøtte dialogen med den sygemeldte medarbejder om, hvordan han eller hun kan bevare tilknytningen til arbejdspladsen under sygdommen. Erfaringsmæssigt medfører dialogen nemlig, at det bliver langt lettere for den sygemeldte at vende tilbage på normal kraft.
I menuen til venstre er der information om regler og muligheder. Det lokale jobcenter og Arbejdstilsynet kan også bidrage med information.
Vedr. den nye lægeerklæring
Fra 5. oktober 2009 får virksomhederne som led i trepartsaftalen om nedbringelse af sygefraværet en ny lægeerklæring, som kan forbedre virksomhedernes indsats for at fastholde sygemeldte medarbejdere. Lægeerklæringen kaldes "Mulighedserklæringen", fordi den skal hjælpe leder og medarbejder med at finde mulighederne for, at den syge kan fastholdes i arbejde.
Der har imidlertid hersket en del usikkerhed på arbejdspladserne - både blandt arbejdsgivere og lønmodtagere - om hvordan man kunne skaffe lægeerklæringer fremover.
Arbejdsmarkedsstyrelsen har forneden udarbejdet notater, der giver vejledning om brug af lægeerklæringer.
Læs mere om mulighedserklæringen under Sygedagpengeopfølgning.