Your noscript content

Vejledning om kommunens opfølgning ved ophold i udlandet - Arbejdsmarkedsstyrelsen

ForsideVidenIndsatserSygedagpengeopfølgningVejledning om kommunens opfølgning ved ophold i udlandet

Vejledning om kommunens opfølgning ved ophold i udlandet

Efter § 48 i sygedagpengebekendtgørelsen kan alle EU-borgere, der har opnået ret til sygedagpenge i Danmark, i medfør af EU-retten - EF-forordning 1408/71 - medtage sygedagpenge fra Danmark under ophold i et andet EU/EØS-land.

Det følger endvidere af sygedagpengebekendtgørelsens § 48, stk. 3, at ved opfølgning af sager om sygedagpenge til personer, der bor i udlandet, gælder samme forpligtelser som for personer, der bor i Danmark, med de indskrænkninger, der følger af særlige bestemmelser om administration efter EØS-reglerne eller EF-forordning nr. 574/72 og administrative aftaler til konventioner og internationale overenskomster om social sikring.

EF-forordning 574/72 artikel 18 indeholder bestemmelserne om den praktiske gennemførelse ved anmeldelse, fremskaffelse af lægelig dokumentation samt kontrol af dagpengesager i øvrigt. Det fremgår også af artikel 18, at det er opholdslandets myndigheder, der skal stå for alle undersøgelser m.v. i forhold til den sygemeldte. Der er dog en undtagelse i art. 18, stk. 5, hvorefter den kompetente institution (fx den danske kommune) kan udpege en læge i den sygemeldtes opholdsland eller sende en læge til dette land med henblik på de nødvendige undersøgelser.

Det fastlægges således i artikel 18, at opfølgningen som hovedregel sker i det EU-land, hvor den sygemeldte opholder sig, og der kan ikke generelt stilles krav om, at den sygemeldte kommer til Danmark i forbindelse med opfølgning, eller at den sygemeldte bliver her i landet i hele sygeperioden.

Efter sygedagpengebekendtgørelsens § 48, stk. 4, kan kommunen dog efter en konkret vurdering af oplysningerne om sygeforløbet indkalde en sygemeldt, der opholder sig eller har bopæl i udlandet, til drøftelse af forløbet og mulige hensigtsmæssige initiativer, der kan medvirke til en hurtigere raskmelding og fortsat beskæftigelse. Det forudsættes, at deres sygdom ikke forværres. Kommunen afholder udgifterne ved rejsen.

Uddrag af vejledning om visitation og opfølgning mv. i sygedagpengesager. VEJ nr. 9627 af 24. september 2005

Den Centrale Enhed

Det er i § 56, stk. 1, i sygedagpengebekendtgørelsen fastsat, at Arbejdsmarkedsstyrelsen kan yde kommunen rådgivning og vejledning i forbindelse med gennemførelsen af opfølgningen overfor en sygemeldt, der modtager sygedagpenge under ophold eller ved bopæl i et andet EU-land. 

Det fremgår endvidere af § 56, stk. 2, at såfremt den sygemeldte har mistet sin opholds- og arbejdstilladelse i Danmark og opholder sig eller har bopæl i et af de nye lande, der den 1. maj 2004 blev medlem af EU, kan Arbejdsmarkedsstyrelsen yde kommunen bistand til initiativer i forbindelse med opfølgningen.

Der er i Arbejdsmarkedsstyrelsen oprettet en enhed - Den Centrale Enhed - der kan bistå kommunerne med rådgivning og vejledning om kontakten med især de nye EU-landes kompetente myndigheder med henblik på at få etableret et samarbejde om opfølgningen i de sager, hvor en sygemeldt opholder sig eller har bopæl i et EU/EØS-land

Er den sygemeldte fra et af de nye EU-lande (bortset fra Cypern og Malta), og er pågældende blevet afskediget og dermed har mistet opholds- og arbejdstilladelsen, vil kommunen endvidere kunne anmode enheden i Arbejdsmarkedsstyrelsen om at varetage konkrete initiativer i forbindelse med gennemførelsen af opfølgningen. Enheden vil fx kunne hjælpe kommunen med at indhente en lægeerklæring eller at finde læger i de nye EU-lande, der vil kunne anmodes om at udarbejde lægeerklæringer til brug i opfølgningen, ligesom enheden vil kunne hjælpe kommunen med at få etableret kontakt til den kompetente myndighed i opholdslandet og skaffe viden om rehabiliteringsinstitutioner i den sygemeldtes hjemland.

Der kan henvises til Vejledning af april 1997 om EF-regler som social sikring, Hæfte 3: Dagpenge ved sygdom eller fødsel. Det bemærkes, at ny vejledning vil blive udarbejdet.

 
 

Yderligere information

Kontakt Anne Thuen på 3528 8256 eller ath@ams.dk

Kontakt Signe Schertiger på 3528 8253 eller ssc@ams.dk