Hvad kan jobcentret tilbyde?
Det lokale jobcenter har en række tilbud, som arbejdspladsen og den sygemeldte medarbejder kan benytte med henblik på at afkorte sygdomsperioden. For eksempel:
Delvis raskmelding: Hvis den sygemeldte medarbejder ikke umiddelbart har mulighed for at vende tilbage på fuld tid, kan en delvis raskmelding være relevant. For eksempel, hvis en person efter længere tids sygdom er klar til at vende tilbage til arbejdet, men har behov for at starte på nedsat tid og herefter trappe op til sædvanlig tid. Kommunen kan yde sygedagpengerefusion for de timer, den delvist raskmeldte medarbejder ikke kan arbejde, og kommunen kan desuden yde vejledning og hjælp til opkvalificering af den sygemeldte. Kommunen skal godkende en aftale om delvis raskmelding.
Delvis sygemelding: Nogle gange er det en mulighed, at medarbejderen slet ikke er væk fra arbejdspladsen under sin sygdom, men blot får nedsat sit timetal. Kommunen kan yde sygedagpengerefusion for de timer, den delvist sygemeldte medarbejder ikke er på arbejdet.
§ 56-aftale: Denne aftale kan være relevant, hvis medarbejderen for eksempel har gentagne sygeforløb på grund af en kronisk lidelse. Navnet henviser til § 56 i sygedagpengeloven, som giver jobcentret mulighed for at udbetale sygedagpengerefusion fra første fraværsdag. Arbejdsgiver kompenseres derved for alle sygedage i stedet for – som normalt – først efter 21 dage.
Støtte til hjælpemidler
: Jobcentret har mulighed for at yde støtte til hjælpemidler og mindre ændringer af arbejdspladsen. Der kan fx være tale om en særlig stol; en kran, der hjælper ved løft; eller noget helt tredje, der kan kompensere for den sygemeldtes nedsatte arbejdsevne.
Mentorordning
: En mentor er typisk en kollega, som hjælper den sygemeldte med at komme i gang med arbejdet og på andre måder støtter den syges tilbagevenden til jobbet. Jobcentret kan yde støtte til mentoren.
Virksomhedspraktik
: Jobcentret kan tilbyde medarbejderen et praktikophold på egen arbejdsplads, hvis medarbejderen ikke har arbejdsevne til at arbejde på ordinære vilkår. Praktikken kan være en måde at lede en sygemeldt tilbage i job på. Tilbuddet kan også foregå på en anden arbejdsplads
Personlig assistance
: Jobcentret kan yde personlig assistance til lønmodtagere, der – på grund af en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse – har behov for særlig personlig bistand for at varetage deres job.
Hvis den sygemeldte medarbejder eller man som arbejdsgiver vurderer, at et af jobcenterets tilbud kunne være relevante i den pågældende situation, kan man kontakte det lokale jobcenter og få mere information. Jobcenteret vil desuden kontakte arbejdsgiveren telefonisk i forbindelse med den første opfølgningssamtale, som jobcenteret holder med den sygemeldte inden for de første otte ugers sygefravær. Arbejdspladsen har også altid mulighed for selv at kontakte jobcentret.
Det lokale jobcenter kan findes på linket herunder:
Link til "dit lokale jobcenter" på www.jobnet.dk