Hjælpemiddel syn
Tværfagligt team
En sagsbehandler i en fagforening bliver kontaktet af et medlem, der på 4 måneder har mistet 98 % af sit syn pga. en sjælden øjensygdom. Medlemmet prøver undervejs at passe sit arbejde som sekretær i en offentlig virksomhed, men må en måned efter henvendelsen sygemeldes, fordi hun ikke kan læse teksterne på sin computerskærm og i det hele taget orientere sig på sin arbejdsplads.
Nedsættelse af team
I fagforeningen tager man initiativ til at nedsætte et team, som skal finde en løsning på medlemmets situation. Teamet består af sagsbehandleren i fagforeningen, medlemmets sygedagpengesagsbehandler, en medarbejder fra et synsinstitut samt en jobcentermedarbejder. Både fagforeningen og medarbejderen fra synsinstituttet har tidligere samarbejdet med jobcentret og er godt klar over, hvad de kompenserende ordninger indeholder.
Løsningen
Teamet fandt sammen en løsning, der gør, at sekretæren kan fortsætte i sit job – bl.a. via særligt it-udstyr, så hun fortsat kan bruge sin computer. Fra kommunen bevilges merudgifter til transport til og fra arbejde. Og kollegerne hjælper med transport, når der er sociale arrangementer på arbejdspladsen.