Hjælpemiddel ordblind ledig

Kompensation gav mulighed for job

En jobcentermedarbejder besøger et byggemarked for at afholde opfølgningssamtale i en ansættelse med løntilskud. Lederen fortæller, at Peter, der er 31 år og ufaglært, klarer sig rigtig godt, og at man egentlig gerne vil fastansætte ham.


Ordblindhed er problemet

Men hans ordblindhed, som han i begyndelsen har forsøgt at skjule for sin leder og sine kolleger, er et problem. Peter mener, at årsagen, til at han er ufaglært – og at han har haft svært ved at få fast ansættelse – er, at han ikke kan læse. Jobcentermedarbejderen kender til muligheden for kompensation og har også en folder om de kompenserende ordninger, som han giver til både lederen og Peter suppleret med en mundtlig orientering om ordningerne.

Kompensation er løsningen

Jobcentermedarbejderen beder Peter kontakte et videnscenter, som kan afklare, hvilken form for ordblindhed han lider af. Efter afklaringen, og efter at jobcentermedarbejderen har orienteret Peters leder om de konkrete muligheder for kompensation, er virksomheden villig til at ansætte Peter i et ordinært job, når ansættelsen med løntilskud er slut. Efter en rundbordssamtale bevilger jobcentermedarbejderen hjælpemidler, som er til rådighed fra første dag i ansættelsen i ordinært job.