Eksempel hjælpemiddel løft
Fastholdelse af sygemeldt medarbejder
Den personaleansvarlige på en mellemstor virksomhed, der producerer glasfiberkomponenter, har deltaget i et virksomhedsnetværk med henblik på ISO-certificering. Ved et af netværkets møder har en jobcentermedarbejder holdt et oplæg om de kompenserende ordninger.
Et år senere får en ufaglært medarbejder på virksomheden en diskusprolaps og sygemeldes i længere tid. Den personaleansvarlige får til opgave at finde en mulighed for at fastholde medarbejderen og få ham tilbage på arbejde så hurtigt som muligt. Hun drøfter mulighederne for fastholdelse med medarbejderen selv, der stadig er sygemeldt. Men det er svært at finde passende arbejdsopgaver, som ikke indebærer tunge løft, og de overvejer, om et fleksjob kan være en mulighed.
Afklaring
Den personaleansvarlige kommer så i tanke om jobcentermedarbejderen. Hun kan ikke huske navnet på ordningen, men husker jobcentermedarbejderens navn. Så hun ringer til jobcentret og spørger efter jobcentermedarbejderen, som derefter tager en telefonsamtale med medarbejderen og beder ham fremsende sin sygejournal og andet materiale, der beskriver sygdomsforløbet.
Medarbejderen, den personaleansvarlige og jobcentermedarbejderen afholder en rundbordsamtale på virksomheden.
Prøvetid
Sammen finder de frem til en løsning, som indebærer, at medarbejderen bevilges en lift til tunge løft i foreløbig tre måneder. Samtidig vil virksomheden prøve at oplære medarbejderen til at løse kvalitetssikringsopgaver. Efter de tre måneder skal det afgøres, om der evt. er brug for personlig assistance og om medarbejderen fremover kan løse kvalitetssikringsopgaver, som ikke er så belastende for ryggen som opgaver i produktionen. Endelig skal det overvejes, om et fleksjob kan være en nødvendig løsning.
En permanent løsning
Da de tre måneder er gået, er medarbejderen klar til at løse kvalitetssikringsopgaver på egen hånd. Han har dog permanent brug for en lift til de tungeste løft, så virksomheden beslutter at investere i en lift, fordi den vil komme alle de medarbejdere, som løser kvalitetssikringsopgaver til gode.