Indsatsen for personer med handicap
Knap hver femte voksne dansker har et handicap eller et længerevarende helbredsproblem. De fleste klarer sig fint på arbejdsmarkedet, men der er også mange, der har svært ved at få et arbejde.
Den 22. april 2009 lancerede Regeringen en beskæftigelsesstrategi med ni initiativer, som skal gøre det lettere at kombinere et liv med handicap med et liv med arbejde. Regeringens overordnede mål er at fortsætte den positive udvikling mod et stadig mere rummeligt arbejdsmarked, hvor 17.000 flere personer med handicap har fundet sig et job i perioden 2004-2008.
Strategien har tre konkrete målsætninger:
- Andelen af virksomheder, der har personer med handicap ansat, skal vokse med fem procentpoint i strategiperioden, som strækker sig frem til udgangen af 2011.
- Fem procentpoint flere end i dag skal være trygge ved at arbejde sammen med en psykisk syg.
- 15 procent af de førtidspensionister, der tager imod et tilbud om at komme til afklaringssamtaler i jobcentrene, skal komme i beskæftigelse.
For at understøtte disse målsætninger, bliver der igangsat ni initiativer. Initiativerne fordeler sig på tre indsatsområder, som handler om at gøre det lettere at kombinere handicap og job og om at tilvejebringe og sprede mere viden om, hvordan det er muligt.
Indsatsområderne handler både om at fastholde og inkludere personer med handicap på arbejdsmarkedet og om at fremme det personlige ansvar for at løfte den fælles opgave, det er at hjælpe personer med handicap i beskæftigelse.
De ni initiativer er:
- Samtaleguide til jobcentermedarbejdere
- Virksomhedsinnovatører giver råd og vejledning til virksomheder
- Indsats for førtidspensionister, der ønsker at arbejde
- Inspirationsbank skal bringe gode eksempler frem
- Informationsindsats målrettet personer med handicap
- Jobcentermedarbejderne skal kende de kompenserende ordninger bedre
- Informationskampagne om lov om forbud mod forskelsbehandling
- Ny viden om jobcentrenes hjælp til læse/stavesvage og ordblinde
- Ny viden om handicapindsatser
I alt 50 millioner kroner er afsat til de ni initiativer.
Strategien vil blive evalueret efter 2012.
Læs mere om den nye strategi "Handicap & Job - Det kan lade sig gøre" i højre menu.
Projektstøtte til initiativer for personer med handicap.
For at understøtte beskæftigelsesindsatsen for personer med handicap, udmelder Arbejdsmarkedsstyrelsen årligt en ansøgningsrunde for projektinitiativer, som skal forbedre beskæftigelsessituationen for personer med handicap.
Der er udmeldt en igangværende ansøgningsrunde med frist den 16. juli 2010. Læs mere om ansøgningsrunden for 2010: Link til ansøgningsrunde for 2010
Specialfunktionen - Handicap og Job
Den 1. januar 2007 blev der ved Jobcenter Vejle etableret en landsdækkende specialfunktion for personer med handicap med det formål at fastholde og integrere flere personer med handicap på arbejdspladserne.
Specialfunktionen er rettet mod landets jobcentre og andre aktører i beskæftigelsesindsatsen.
Specialfunktionen beskæftiger sig med:
-
Rådgivning
Rådgive aktører i beskæftigelsesindsatsen, herunder jobcentrene, om at varetage beskæftigelsesindsatsen for personer med handicap. Specialfunktionen skal oplyse om relevant lovgivning og konkrete muligheder for handicappede.
-
Information
Formidle information om lovgivning og viden om, hvordan personer med handicap sikres beskæftigelse, til landets jobcentre og andre aktører i beskæftigelsesindsatsen.
-
Udvikling
Udvikle nye metoder i beskæftigelsesindsatsen, der kan understøtte, at flere personer med handicap integreres og fastholdes på arbejdsmarkedet.
Du kan komme videre til Specialfunktionens hjemmeside i højre menu.
Yderligere information?
Kontakt 3. kontor på 3528 8100. Du kan også sende en mail til ams@ams.dk
Yderligere information
For yderligere information og spørgsmål kontakt 3. kontor: Fastholdelse af sygemeldte og personer med handicap på arbejdsmarkedet på tlf. 35288449 eller
ams@ams.dk
Læs mere om:
Strategien "Handicap og Job - det kan lade sig gøre" april 2009 (pdf)
Specialfunktionen - Job og Handicap (link til hjemmeside)