AMS Logo

Nyhedsbrev fra den digitale budget og konteringsvejledning

Nr 1. September 2010

Hermed udsendes det første nyhedsbrev fra den digitale budget- og konteringsvejledning.

Den digitale budget- og konteringsvejledning gik i luften i 2009 og er siden hen blevet videreudviklet løbende. Formålet med vejledningen er at samle informationer om kommunernes kontering og refusion af udgifterne til beskæftigelsesindsatsen på ét sted med henblik på at højne kvaliteten af kommunernes refusionsanmeldelser, kontering og budgettering.

Derudover har vejledningen og dette nyhedsbrev til formål at lette administrationen for både kommuner og Arbejdsmarkedsstyrelsen, da behovet for direkte henvendelser mindskes ved at have én indgang med konteringsregler, links til lovgivning og vejledning samt ofte stillede spørgsmål.

Nyhedsbrevets formål er at informere om nye væsentlige ting på hjemmesiden, rettelser til kontoplanen og konteringsreglerne, ny lovgivning etc. Det vil derfor variere, hvor ofte nyhedsbrevet bliver udsendt.   

Hvad er nyt?

Der er nu blevet lavet en side om det særlige beskæftigelsestilskud til finansiering af kommunernes udgifter til forsikrede ledige. Siden rummer en kort generel beskrivelse af, hvad beskæftigelsestilskuddet er, og derudover er der relevante dokumenter tilgængelige mht. beregning af grundtilskud og midtvejsregulering. Læs om beskæftigelsestilskuddet.

Nye konteringsregler per 15. juli. Der kom enkelte ændringer i kontoplanen og i konteringsreglerne hen over sommeren. Nogle af de vigtigste ændringer, som er trådt i kraft, er flytningen af løntilskud for forsikrede ledige fra funktion 5.68.95 til 5.68.91 og ændringer i medfør af ungepakken overvejende på funktion 5.68.98.

På baggrund af henvendelser fra kommunerne tilføjer vi jævnligt nye ofte stillede spørgsmål. Læs ofte stillede spørgsmål.

Vi arbejder løbende på at forbedre vejledningen ved at sikre at de mest relevante og væsentlige informationer er tilgængelige. Er der forslag til forbedringer, modtages de gerne, blot de holder sig inden for de emner, som den digitale budget- og konteringsvejledning forholder sig til.

Med venlig hilsen
6. kontor - Økonomistyring og Personale
Arbejdsmarkedsstyrelsen

Arbejdsmarkedsstyrelsen | Holmens Kanal 20 | 1060 København K | Tel: 35 28 81 00 | ams@ams.dk