Du kan få tilbud om vejledning og opkvalificering, hvis du er ledig. Det kan være korte vejlednings- og afklaringsforløb, særlige projekter og uddannelsesforløb; herunder praktik under uddannelsesforløbet og danskundervisning. Eller det kan være ordinære uddannelsesforløb.
Hvis du er godkendt til et fleksjob, kan du få tilbud om vejledning og opkvalificering, som går ud på at afprøve din rådighed i forhold til arbejdsmarkedet. Denne mulighed omfatter ikke ordinære uddannelsesforløb.
Formål
Formålet med opkvalificering og vejledning er at afdække eller udvikle dine faglige, sociale eller sproglige kompetencer, så du nemmere kan få et job
Hvordan ser økonomien ud
Du modtager som udgangspunkt din sædvanlige ydelse i den periode, tilbudet om vejledning og opkvalificering varer. Ellers modtager du et beløb, der svarer til din sædvanlige ydelse.
Der er mulighed for at få tilskud til bl.a. undervisningsmaterialer i forbindelse med tilbud om vejledning og opkvalificering, ligesom det er muligt at frikøbe en medarbejder til mentorfunktion. For visse ledige vil det også være muligt at få befordringsgodtgørelse. Dette kan dit lokale jobcenter fortælle mere om.
Sådan gør du
Hvis du tror, at det er en mulighed for dig at få et tilbud om vejledning og opkvalificering, kan du kontakte dit lokale jobcenter og høre nærmere om dine muligheder.