Du kan søge om særlig ydelse, hvis du som fleksjob visiteret og ledig ikke har ret til ledighedsydelse eller kontanthjælp.
Betingelser for at få særlig ydelse
Det er en betingelse for at få særlig ydelse, at du:
- er fyldt 25 år og har en indtægt, der er mindre end kontanthjælpssatsen for personer, der er fyldt 25 år (voksensatsen for ikke-forsørgere) eller
- er under 25 år og har en indtægt, der er mindre end kontanthjælpssatsen for personer under 25 år (ungesatsen) for enten ude– eller hjemmeboende.
Hvad får du i særlig ydelse?
Den særlige ydelse udgør forskellen mellem din indtægt og den kontanthjælpssats, du ellers ville være berettiget til. Det er enten voksensatsen for ikke–forsørgere eller ungesatsen for ude– eller hjemmeboende.
Hvor skal du henvende dig?
Hvis du vil søge om særlig ydelse, skal du henvende dig til din kommune. Kommunen har pligt til at vejlede dig om reglerne.
Du kan klage over kommunens afgørelse til beskæftigelsesankenævnet, som hører til statsforvaltningen i din region.
Du kan læse mere om fleksjob, ledighedsydelse og særlig ydelse i Det Centrale Handicapråds pjece ”Fleksjob”.