På regionalt niveau er der beskæftigelsesregioner. De dækker på hver deres måde Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark og Hovedstaden/Sjælland.
De fire beskæftigelsesregioner analyserer og overvåger resultater og effekter af jobcentrenes indsats, og udviklingen på de regionale områder.
Beskæftigelsesregionerne administrerer de penge, der er afsat til at afhjælpe mangel på arbejdskraft. Og de administrerer de penge, som er afsat til at forebygge de problemer, som kan opstå, når virksomheder afskediger mange mennesker.
Det regionale beskæftigelsesråd overvåger og analyserer udviklingen på arbejdsmarkedet og bidrager til at sikre resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen i de fire beskæftigelsesregioner.
Rådet har deltagere fra: Arbejdsmarkedets parter, kommunerne, regionsrådet og Danske Handicaporganisationer. Beskæftigelsesministeren udpeger rådets medlemmer efter indstilling fra de nævnte myndigheder og organisationer.
På beskæftigelsesregionernes hjemmeside kan man finde mere information om de fire regionale beskæftigelsesråd.
Rådet samarbejder med beskæftigelsesregionen på både det overordnede plan og i konkrete situationer.
Det regionale beskæftigelsesråd indgår kontrakt med beskæftigelsesministeren og Arbejdsmarkedsstyrelsen om de kommende års beskæftigelsespolitik. Med kontrakten forpligter regionen sig til at fokusere på at nå bestemte mål og resultater. Kontrakten er den målestok, beskæftigelsesregionen benytter ved opfølgning overfor jobcentrene.
I konkrete situationer er rådet med til at sikre, at jobindsatsen fungerer. Hvis et jobcenter f.eks. leverer resultater, der afviger markant fra sammenlignelige jobcentre, kan rådet indstille, at beskæftigelsesregionen indgår en aftale med jobcentret, om at forbedre sin indsats. På samme måde træffer rådet beslutning, hvis der skal sættes ind i forhold mangel på arbejdskraft – de såkaldte flaskehalse på arbejdsmarkedet. Og rådet træffer beslutning, hvis der er behov for en særlig indsats ved større virksomhedslukninger, eller når mange bliver fyret.