Nedsættelse af hjælpen

Nedsættelse af hjælpen som følge af ”loftet”

Når du har modtaget kontanthjælp i seks måneder i træk, bliver du omfattet af loftet over den samlede hjælp. 

Det betyder, at hvis den samlede hjælp (kontanthjælp, boligstøtte og særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik) overstiger et vist beløb, bliver din boligstøtte og/eller den særlige støtte nedsat.

Du kan se, hvordan loftet beregnes i vejledning om loftet.

Nedsættelse af kontanthjælpen som følge af ”500 kroners reglen”

Er du gift, og modtager du/I kontanthjælp, får I som udgangspunkt hver nedsat kontanthjælpen med et vist beløb, når én af jer har modtaget kontanthjælp i seks måneder i træk. Hvis nedsættelsen ikke kan ske hos den ene af jer, sker nedsættelsen hos den anden. Jeres kontanthjælp bliver kun nedsat, hvis du/I modtager kontanthjælp på de høje satser (”voksensatser”).

Kommunen afgør, om din hjælp skal nedsættes, og skal i øvrigt vejlede dig om reglerne.

Kontakt derfor din kommune, hvis du har brug for flere oplysninger.