Betingelser for at få kontanthjælp

Du kan søge om kontanthjælp, hvis:

  • du har været ude for ændringer i dine forhold, for eksempel sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør,  
  • ændringerne bevirker, at du ikke kan forsørge dig selv og din familie, og
  • behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser.

Opholdskravet

Du skal som udgangspunkt have opholdt dig her i riget i syv år indenfor de seneste otte år for at få kontanthjælp. Hvis du ikke opfylder opholdskravet, kan du eventuelt få starthjælp.

Rådighedskravet

For at få kontanthjælp skal du stå til rådighed. Det betyder, at du aktivt skal udnytte dine arbejdsmuligheder og tage imod tilbud om arbejde og uddannelse. Din ægtefælle skal også stå til rådighed, for at I kan få kontanthjælp.

Det kan få betydning for kontanthjælpen, hvis du eller din ægtefælle ikke står til rådighed, for eksempel hvis du afslår arbejde eller tilbud.

Er I et ægtepar, skal I begge have haft 300 timers arbejde indenfor de sidste 24 måneder for at blive anset for at stå til rådighed.

Den 22. september 2008 indgik regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om, at reglen skal udvides til 450 timer.

Hvor skal du henvende dig?

Du skal henvende dig til din kommune, hvis du vil søge om kontanthjælp. Kommunen afgør, om du og din ægtefælle opfylder betingelserne for at få kontanthjælp, og skal i øvrigt vejlede dig om reglerne.

Hvis du søger om kontanthjælp alene på grund af ledighed, skal du registrere dig som arbejdssøgende hos jobcenteret. Kommunen skal hjælpe dig hermed.

Kontakt din kommune, hvis du har brug for flere oplysninger.