Fleksjob
Fleksjob er et tilbud til dig, der har en væsentlig og varig begrænsning i arbejdsevnen og ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet. Hvis du vil vide mere om fleksjobordningen, kan du finde en pjece om fleksjob på Det Centrale Handicapråds hjemmeside eller kontakte jobcenteret i din kommune.
Har du spørgsmål om reglerne om den ydelse, du har mulighed for at få f.eks., ledighedsydelse, fleksydelse og sygedagpenge i forbindelse med fleksjob, skal du kontakte jobcenteret i din kommune.
For fleksjobansatte
Hvis du er fleksjobansat, er du omfattet af lovgivningen for lønmodtagere, medmindre de enkelte love herom har undtaget fleksjobansatte.
Dine arbejdsvilkår som fleksjobansat fastsættes som udgangspunkt efter de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet, herunder de sociale kapitler i overenskomsterne. Som udgangspunkt skal fleksjobbet tilbydes på fuld tid.
Lønnen, du modtager som fleksjobansat, fastsættes som udgangspunkt efter den overenskomst, der gælder for området.
Arbejdsgiveren får et offentligt tilskud, der svarer til 1/2 eller 2/3 af den mindste overenskomstmæssige løn. Hvor stort tilskuddet er, afhænger af din arbejdsevne i det konkrete fleksjob. Tilskuddet tages løbende op til vurdering og kan øges, mindskes og helt bortfalde, hvis din arbejdsevne ændres.
For ledige fleksjobbere
For ledige, der er visiteret til fleksjob, er der også mulighed for at få nogle tilbud, der kan forbedre mulighederne for at få et fleksjob f.eks. 6 ugers selvvalgt uddannelse.
Er du visiteret til fleksjob, skal du som minimum have en individuel samtale med kommunen, hver gang du har været ledig i 3 måneder. Når du har været ledig i 6 måneder, har du ret til at blive henvist til anden aktør. Efter 12 måneders ledighed skal du henvises til anden aktør, når kommunen har vurderet, at du fortsat opfylder betingelserne for et fleksjob.
Fleksjobbevis
Som noget nyt har ledige fleksjobvisiterede også fået ret til et fleksjobbevis til brug for jobsøgning. Et fleksjobbevis fortæller arbejdsgiveren nogle generelle informationer om fleksjobordningen, at du er visiteret til et fleksjob, og hvilke skånebehov du har.
Klagevejledning i sager om fleksjob
Hvis du vil klage over kommunens afgørelse i din sag, kan du klage til Beskæftigelsesankenævnet. Klagen sendes til kommunen senest fire uger efter kommunens afgørelse. Kommunen videresender klagen til Beskæftigelsesankenævnet, hvis kommunen ikke giver dig fuldt ud medhold i klagen. Hvis du vil klage over sagsbehandlingen, herunder sagsbehandlingstiden, kan du klage til borgmesteren, der er den øverste ansvarlige for kommunens administration.
Læs mere om andre aktører
Find dit lokale jobcenter