25. februar 2009
Medarbejderne i landets jobcentre kan se frem til mindre bureaukrati og mere tid til at hjælpe de ledige i arbejde. Det er resultatet af en aftale om at forenkle reglerne på jobcentrene, som regeringen netop har indgået med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Radikale.
- Vi vil gøre det lettere for medarbejderne i jobcentrene at bruge tid og kræfter på deres kernekompetence, nemlig at hjælpe mennesker i arbejde, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.
Beskæftigelsesministeren har spurgt de ansatte i jobcentrene om, hvor man kunne lette arbejdet på beskæftigelsesområdet. De regelområder, som jobcentrene primært ønsker forenklet, er indsatsen for de unge, sanktionsreglerne og jobcentrenes modtagelse af borgere. På baggrund af 169 konkrete forslag fra de ansatte bliver arbejdsgangen på disse områder nu kraftigt forenklet.
De forenklede ungeregler skal være med til at sikre, at unge ledige kommer i gang med en kompetencegivende uddannelse eller hurtigt får et job. For at nå dette mål sættes der nu tidligere ind med samtaler og aktive tilbud, antallet af målgrupper reduceres fra 10 til fire, og jobcentret får friere hænder i forhold til at kunne vælge fra paletten af redskaber til at aktivere de unge.
Sanktionsreglerne bliver forenklet, så der bliver færre forskellige sanktionstyper. Og så skal sanktionen stå i mere direkte forhold til overtrædelsen. Når en ledig kontanthjælpsmodtager eksempelvis udebliver fra et aktiveringstilbud i tre dage uden rimelig grund, skal vedkommende sanktioneres for de tre dage, han udebliver.
Endelig skal modtagelsen i jobcentret forbedres, og det skal være muligt at stille krav om, at den jobsøgende udarbejder et CV tidligere end én måned fra tilmelding til jobcentret, som det er tilfældet nu.
- Det er særlig vigtigt, at vi ikke taber de unge ledige på gulvet, fordi de ikke kan gennemskue systemet. Derfor gør vi reglerne til at overskue for jobcentrene og til at forklare for de jobsøgende, siger Claus Hjort Frederiksen.
De forenklede regler er en del af regeringens samlede indsats for at gøre vejen fra offentlig forsørgelse til varig beskæftigelse kortere. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen vil om kort tid fremsætte ændringerne som et lovforslag i Folketinget.
Aftaleteksten om regelforenkling i jobcentrene (pdf)
Appendiks til aftalen om regelforenkling i jobcentrene (pdf)